Kulturkompasset | critics of culture events

Hip-hop på Pantomimeteatret – Tivoli


Mere hip-hop på Pantomimeteatret
Koerner vender tilbage med street-krimi-komedien Kassander <3 $

Forbryder Kassander Elsker Penge. Foto:Topper. Pantomime teatret, Tivoli. København

Forbryder Kassander Elsker Penge. Foto:Topper. Pantomime teatret, Tivoli. København

21. juli kl. 20.30 er der premiere i Tivoli på Kassander <3 $ (Kassander elsker penge). Det er fjerde gang street art og hip-hop tager over på Tivolis ældste scene. Forestillingen spiller til og med 14. august.tivoli

Der er lagt op til både drama, skæg og ballade, når koreograf og iscenesætter Steen Koerner afslutter sin serie af hip-hop-pantomimer i Tivoli. De tidligere forestillinger var Harlekins Triumf, Vampyren Pjerrot og Columbines Karneval.

Balletchef Peter Bo Bendixen siger: ”Det kan godt være at Pantomimeteatret er Tivolis ældste bygning, men det der sker på scenen skal altså være nyt og friskt hele tiden. Derfor opdaterer vi de gamle pantomimer hele tiden, og vi sætter nye balletter op. Når Koerner kommer med alle sine B-boys og andre dansere med en baggrund i hip-hop, så lærer vi selv nye ting, og vi får også nye Tivoli-gæster til at åbne øjnene for dansen og for vores teater.”

Handlingen
Den velhavende Kassander får stjålet sine elskede penge. Han er nødt til at få Harlekins hjælp til at finde forbryderen og få pengene tilbage. Og taknemmelighedsgæld er jo den værste; Harlekin er lige præcis den kæreste, Kassander ikke synes datteren Columbine skal være sammen med.

De medvirkende
Steen Koerner er efterhånden godt etableret som mester i at bygge bro mellem hip-hop-dansen og det mere etablerede teater. På Pantomimeteatret i Tivoli medbringer han traditionen tro nogle unikke eksperter i break og electric boogie og sætter dem sammen med teatrets klassiske dansere.
Vi skal derfor se Sonic som Harlekin, Robotdrengene Nick Johnsen og Jeppe Thybo som Pjerrot og Kassander og Martin Jensen som den frække forbryder. Nadia Dahl danser Columbine, og der er også partier til Tori Cooper og Pamela Nunes, alle tre fra Pantomimeteatrets kompagni.

Koerner siger om sine forestillinger på Pantomimeteatret: ”Jeg kan enormt godt lide at blande genrerne. Jeg elsker pantomimernes verden som er lidt weird og tegneserieagtig og den passer super godt til det vi kan og de historier, vi gerne vil fortælle. Den nye forestilling om Kassander lukker et kapitel kan man sige. Nu har pantomimens hovedpersoner fået en forestilling hver, og det har været nogle meget forskellige forestillinger. Den her er så en slags krimi-komedie, og jeg glæder mig meget til at vise den til Tivolis gæster.”

Sonic
Daniel “Sonic” Rojas med dansk og colombiansk baggrund har danset i 18 år. Sonic har senest medvirket i Tribe/Ritual #3 på Stærekassen. De seneste fem år har han været tilknyttet NExt Zone Company og forestillingen Symphony in Slang, der havde premiere i 2007.
Sonic har tidligere medvirket i Steen Koerners hip-hopversion af Nøddeknækkeren, både i København og Aarhus og i udlandet, ligesom han var en del af castet i Nørrebro Teaters Junglebogen.
Blandt de priser, Sonic har vundet kan nævnes europamesterskabet ”Ultimatic Bboy Session” i 1998, verdensmesterskabet ”UK Championship” i 2001 og TV2s ”Scenen er din” i 2004.
Sonic optræder i øvrigt som en af karaktererne i Playstation-spillet Bboy.

Robotdrengene

Nick Johnsen

Nick slog igennem med sin faste makker Jeppe under navnet Robotdrengene i DRs Talent 2008. På det tidspunkt havde Nick allerede haft seriøse ambitioner med sin dans længe og medvirket i flere danseforestillinger, herunder Koerners Nøddeknækkeren.

Nick har også koreograferet i flere år, og udvikler sammen med Jeppe løbende shows, som de opfører ved events over hele verden.

Jeppe Thybo

I de senere år præges Jeppes cv af makkerskabet med Nick i Robotdrengene og samarbejdet med Steen Koerner; Jeppe har således været med i Nøddeknækkeren siden 2004, altså helt fra begyndelsen.

Ud over at danse og koreografere skaber Jeppe også musik, både til Robotdrengenes shows og på egen hånd sammen med andre musikere.

Martin Jensen
Martin er blandt Koerners faste dansere. Foruden Tivoli-forestillingerne Vampyren Pjerrot og Columbines Karneval har han også medvirket i flere udgaver af Nøddeknækkeren og den roste danseforestilling Menneskerobot. Tidligt i sin karriere optrådte han med Uppercut Danseteater.
Ud over teateropgaverne optræder Martin også som en del af Big City Brains ved store events i ind- og udland, lige som han har deltaget i adskillige stævner og konkurrencer. I 2007 tilbragte Martin 6 måneder i New York for at dygtiggøre sig i electric boogie.

Nadia Dahl

Nadia er en af Pantomimeteatrets faste dansere. I denne forestilling danser hun Columbine for første gang. Hun er uddannet på Det Kgl. Teaters balletskole og blev ansat på Pantomimeteatret 2008.

Tori Cooper
Tori er født i England og uddannet ved Royal Ballet og Northern Ballet School. Siden 2002 har hun været Columbine på Pantomimeteatrets, hvor hun blev ansat i 2001. Tori har desuden medvirket i en række musicals og danseforestillinger på Det Ny Teater og Østre Gasværk Teater i København.

Pamela Nunes

Pamela er født i Brasilien og kommer til Pantomimeteatret helt nyuddannet fra English National Ballet School. Det er hendes første sæson på teatret.

Tagged as: , , ,